Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

Kaletra og Aluvia til børn

08.12.2008 | Medicinske nyheder

Af: Thomas R. Kristensen

Hiv-positive børn får adgang til medicin, som er lettere at tage, og hvor dosis bedre kan justeres.

Den nye og mere børnevenlige udgave af proteasehæmmeren Kaletra har været længe undervejs, efter den blev godkendt af amerikanske FDA i november 2007 og af EU i april 2008. Nu er den også tilgængelig for hiv-positive børn og voksne i Danmark.

Børnetabletten er i Danmark godkendt til børn på to år og derover, men på længere sigt forventes det, at grænsen rykker ned på et halvt år som i USA.  Spædbørn har adgang til andre former for hiv-medicin.

Den nye børnetablet kan også være relevant for voksne hiv-positive. Enten fordi de har brug for en højere dosis af Kaletra, hvis de er på en kombinationsbehandling med Stocrin eller Viramune. Eller fordi de har svært ved at sluge de normale Kaletra-tabletter

Børnetabletten er nemlig mindre i størrelsen end en af de sædvanlige Kaletra-tabletter. Det er også en klar fordel for børnene, som samtidig kan glæde sig over, at der ingen bismag er ved tabletterne i modsætning til den flydende version af Kaletra, som de indtil nu har måttet tage.

I forhold til doseringen indeholder hver børnetablet den halve dosis medicin af en voksentablet. Det er derfor lettere at undgå over- og underdosering, hvis man vejer lige omkring grænsen for de forskellige doser.

I lighed med voksenudgaven af Kaletra kan børnetabletterne tages både med eller uden mad og drikke, og de kan opbevares ved almindelig stuetemperatur.

Børnetabletten findes også i Aluvia-versionen, der bortset fra farven er identisk med Kaletra. Aluvia produceres for at kunne tilbyde udviklingslande en billigere, men lige så effektiv hiv-medicin. Det er lægemiddelfirmaet Abbott, som har udviklet og sælger både Kaletra og Aluvia.