Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

Hvis der opstår noget, så er vi her!

16.07.2009 | Hiv-Danmark nyheder, Andre nyheder

Af: Morten Eiersted, redaktør VI&HIV

Rådgivning Øst holder særlig åbent i uge 31, når der bydes på sport, kultur og konference under World Outgames. VI&HIV har spurgt rådgiverne Tina Bruun og Tonny Hertz om deres arbejde under stævnet.

Hvorfor holder Rådgivning Øst særligt åben i uge 31?
- Vi har modtaget to gavmilde donationer, som gør det muligt for os ekstraordinært at stille to rådgivere til rådighed i denne uge, som kan håndtere de særlige problemstillinger, der opstår i forbindelse med sådan en stor begivenhed, indleder Tina Bruun.

- Noget af det, som vi er særlig opmærksomme på, er, at der vil være end del hiv-smittede, som deltager i World Outgames. Det kan være vigtigt for dem hurtigt at blive henvist til det rette sted, hvis de bliver syge, eller hvis de taber eller får stjålet deres medicin. Det sker engang imellem i turistsæsonen, så det kan jo også ske ved et stort sports- og kulturarrangement, fortæller Tonny Hertz.

- Foruden at vi henviser folk videre til de rette steder, er vi også i stand til at yde konkret rådgivning, fortæller Tina Bruun. Det kan handle om alt fra PEP, hvis kondomet springer, til mere omsorgspræget samtale, som kan opstå ”hvis bægeret flyder over”.

Hvordan kommer man i kontakt med jer?
- Man kontakter i første omgang sikker6.info på tlf. 33 91 11 19 (hverdage 9-23, weekenden 11-18), skadestuen eller det lokale infektionsmedicinsk ambulatorium på Hvidovre Hospital eller Rigshospitalet. Derfra kan man blive henvist til vores mobilnumre, hvis det skønnes, at der et behov for særlig rådgivning eller information, der er rettet mod hiv, som man ikke er i stand til at give på sikker6.info eller hospitalet, forklarer Tonny Hertz.

- Vi er faktisk tre personer, som fordeler os hen over ugen, fortæller Tina, så hvis der opstår noget, så er vi her!”

Dansk Tennis Fond og Emma og Frederik Kraghs Mindelegat har støttet, at Hiv-Danmark opretter et beredskab under World Outgames.