Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

Konservativ foreslår hiv-test på Frederiksberg

23.10.2009 | Andre nyheder

Af: Thomas R. Kristensen

Karsten Skawbo-Jensen foreslår hiv-test-projekt på Frederiksberg Sundhedscenter.

CheckPoint-projektets succes i København har inspireret den konservative Karsten Skawbo-Jensen til at foreslå at indføre et lignende tilbud på Frederiksberg Sundhedscenter.

”Danmark har 4000 kendte hivsmittede, men der er yderligere 1000 danskere, som er hivsmittede uden at vide det. Frederiksberg havde i 2002 18,7 hivsmittede pr. 1.000.000 borgere – landets højeste – og intet tyder på, at det har ændret sig. Af de 300 personer, der årligt diagnosticeres med hiv, tegner København og Frederiksberg sig for 100,” skriver Karsten Skawbo-Jensen i Frederiksberg Lokalavisen.

”Jeg foreslår, at Frederiksberg Sundhedscenter en gang om ugen efter normal åbningstid skal tilbyde anonym, hurtig test samt rådgive om ændring af seksuel risikoadfærd. Desuden bør der samarbejdes med frivillige grupper, som i bylivet kan indgå dialog og reklamere for det nye tilbud over for målgruppen,” skriver Karsten Skawbo-Jensen.

”Økonomisk er det en god investering at satse på forebyggelse, for det koster op mod 100.000 kr. om året at holde en hivsmittet borger velbehandlet. Og ikke mindst giver forebyggelse mening på det menneskelige plan. Hivsmittede får væsentligt forringede levevilkår og har bivirkninger. De er tabuiserede fra deres omgivelser, oplever social isolation, kan blive psykisk skrøbelige og få et problematiseret seksualliv. Tilbuddet om en hurtig, anonym test på Frederiksberg Sundhedscenter kan forhindre en stigning i antal hivsmittede og sende smittede borgere hurtigere i behandling.”

Karsten Skawbo-Jensen er konservativ kandidat til kommunalvalget på Frederiksberg. Derudover kandiderer han ved valget til Region Hovedstaden.