Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

Hiv-loven er stigma

23.10.2010 |

Af: Af Morten Eiersted

Den ændrede opfattelse af smitsomhed udstiller hiv-loven som et eksempel på det stigma, som hiv-smittede lever med.

Hiv-loven er et klassisk eksempel på stigma. Velvidende at hiv-smittede ikke er smitsomme fastholder de fleste danske politikere stadig, at der skal være en særlig lov, hvor ubeskyttet sex med en ikke smittet eller person med ukendt status kan medføre fængselsstraf i op til 8 år.

Strafferetsprofessor på Copenhagen Business School Vagn Greve kalder i et interview i Information den 22. oktober 2010 det for diskriminerende, fordi loven gør hiv-smittedes sygdom særlig strafbar, når straffeloven i forvejen indeholder bestemmelse om grove tilfælde af bevidst smitteoverførsel.

Til Information udtaler han:
"At ændre lovforslaget vil derfor ikke medføre straffrihed for de grove tilfælde. Den vil alene medføre en ligestilling mellem hiv/aids og alle andre alvorlige, smitsomme sygdomme og medvirke til en afstigmatisering af de hiv-smittede."

En lov som ikke baserer sig på viden
Politikerne er bekendt med de medicinske fremskridt, men det har ikke medført en ændring af loven. Til Information udtaler professor på Rigshospitalet, Jan Gerstoft:
"De (red. politikerne) giver efter for folkestemningen om, at sådan nogle hiv-patienter skal ikke rende rundt og smitte folk, og der skal være en straf og så videre. For én ting er sikkert - den lov er ikke baseret på viden".

I Hiv-Danmark ærgrer man sig over denne måde, som der derved fortsat bliver talt til hiv-smittede på. Formand for Hiv-Danmark, Helle Andersen, udtaler til TV-Avisen:
"Det er som om, myndighederne ønsker at holde fast i et enkelt budskab: "brug kondom" og ikke forplumre det ved at nuancere det."

Se indslag i TV-Avisen her