Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

World AIDS Day

01.12.2010 | Andre nyheder

Af: Susan Cowan

Igen i år er det "World AIDS day" den 1. december og temaet er "Act aware". Dette kan oversættes til "Vær betænksom i dine handlinger". Temaet opfordrer til at tænke over, at man kan beskytte sig selv, og dem man holder af, mod hiv ved at dyrke sikker sex.

Temaet er også en opfordring til at være bevidst om, at man kan være med til at svække stigmatisering og fejlopfattelser, der stadig hersker omkring hiv. Der er fortsat mange fejlagtige opfattelser af, hvordan hiv smitter, og mange tror, at hiv-smitte stadig er ensbetydende med den visse død. Det er derfor nødvendigt at understrege at

  • Hiv smitter ikke ved almindelig daglig kontakt mellem mennesker.
  • Hiv smitter ikke gennem spyt eller tårer.
  • Hiv smitter kun via blod og sex.
  • Risikoen for seksuel smitte er tæt på nul, hvis den hiv-positive får hiv-medicin, tager den korrekt og ikke har andre seksuelt overførte sygdomme

Hiv-medicin kan holde den hiv-positive fri for hiv-sygdom i mange år. I Danmark er det således yderst sjældent, at en hiv-positiv person, der tager hiv-medicinen korrekt, udvikler AIDS, EPI-NYT 45/10. I dag kan hiv-positive forvente næsten samme livslængde som ikke-hiv-smittede.

Der er fortsat mange, der ikke har hørt om de medicinske fremskridt, og som er bange for hiv-smittede. Den ubegrundede frygt for hiv-smittede gør, at nogle hiv-positive personer føler sig isolerede, og ikke vover at være åbne om hiv. Andre, der frygter at være hiv-smittede, kan ligefrem afholde sig fra at blive testet af frygt for omverdenens fordømmelse, såfremt de skulle vise sig at være hiv-positive.

Og det er på denne måde at stigma, uvidenhed og frygt medvirker til at holde liv i hiv-epidemien. For hiv-smittede, der ikke har fået diagnosen endnu, har ikke mulighed for at få behandlingen. Og uden behandlingen, er der risiko for at smitte andre seksuelt.

Kilde: EPINYT uge 48, 2010, S. Cowan, Epidemiologisk afdeling.