Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

Hiv/aids i Italien

18.07.2011 | Hiv-Danmark nyheder

En konference som den i Rom er altid en kærkommen anledning til at se på hiv/aids-situationen i værtslandet.

Selvom der fra mange sider udfoldes store bestræbelser på at nedtone den katolske kirkes indflydelse på hiv/aids-politien i Italien, skinner det alligevel igennem, at netop den katolske kirkes magtcentrum – vatikanstaten ligger i Rom.

 

Civilsamfundet på hiv/aids-området i Italien har været tidlig ude og allerede før konferencens officielle åbning, har de udgivet deres eget forslag til en Rom-deklaration, hvor de har opregnet alle deres krav til den italienske regering om forbedringer på hiv/aids-området. De henviser bl.a. til det netop afholdte FN-møde i New York (Ungass 2011), hvor det blev besluttet, at kampen mod hiv skal prioriteres som en del af 2015-målene såvel på nationalt som på internationalt niveau. Det forudsætter, at regeringen afsætter de nødvendige ressourcer i kampen mod hiv/aids – ressourcer som hidtil har været helt utilstrækkelige.

I deklarationen understreger de også, at myndighederne i deres informationsindsats er nødt til at anvende en sprogbrug, som folk forstår som f.eks. ’kondom’, ’hiv-test’ og ’behandling’. Desuden skal der afsættes midler til at nå de særlige udsatte grupper, som bøsser, stofbrugere, etniske minoriteter og sexarbejdere.

I stedet for at sætte stofbrugere i fængsel skal man iværksætte gratis uddeling af rent ’værktøj’ præcis som anbefalet i Wien-deklarationen, der blev vedtaget på konferencen sidste år (harm reduction).

 

Italien var indtil 2009 en særdeles stor bidragyder til Den Globale Fond, der støtter en lang række projekter verden over i kampen mod hiv, TG og malaria. På trods af Berlusconis løfte om fortsat støtte er der ikke kommet én euro til Fonden fra Italien siden 2009. Under åbningsceremonien af konferencen fik det mange hiv-aktivister på banen med skilte og bannere med slogans som ’Berlusconi is a liar’ og ’Fund the Global Fund’. Det var bekræftende og opmuntrende at se, at også forskere er aktivister.

 

Overvågningen af epidemien i Italien er ikke så effektiv som i Danmark, men man anslår, at mellem 143.000 og 165.000 har hiv, hvoraf 25% udgør mørketallet altså et sted mellem 36.000 og 41.000, som ikke ved, at de har hiv.