Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

Forebyggelsespille (PrEP) mod hiv er godkendt i USA

26.07.2012 | Hiv-Danmark nyheder

Af: Troels Mortensen

Den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) har godkendt Truvada-pillen, der kan reducere smitterisikoen for hiv. Førende læger på området er dog skeptiske.

Truvada-pillen er tiltænkt raske personer med en høj risiko for at blive smittet og skal tages dagligt for at virke. Ifølge undersøgelser (The iPrEx trial og The Partner’s PrEP trial) kan pillen nedsætte risikoen for smitte mellem ca. 40-75 %, hvilket stadig er betydeligt mindre end ved brug af kondom. Chefen for FDA, Margaret Hamburg, kalder godkendelsen for en milepæl i kampen mod hiv, og umiddelbart kan det se sådan ud. Der er dog ikke brug for pillen her i Danmark mener professor og overlæge på Rigshospitalet, Jan Gerstoft.

 

Han udtaler, at der, udover bivirkninger, på sigt er risiko for, at virussen udvikler resistens, når man giver behandling, der er forebyggende men samtidig ikke er stærk nok som behandling i sig selv.

 

Et andet vigtigt aspekt er, at pillen koster omkring 85.000 kr. pr. person årligt. I Danmark får hiv-smittede gratis medicin, men hvem skulle betale for evt. forebyggende medicin til raske personer? Jan Gerstoft mener, det er naturligt at give medicin til de, der er smittede, så de ikke smitter andre, i stedet for at give medicin til raske, der ikke er smittede.

 

Heller ikke formand for Hiv-Danmark, Helle Andersen, er videre begejstret for den nye pille. Hun er bekymret for, om det vil føre til falsk tryghed og dermed en større risikoadfærd, fordi folk så dropper kondomet. "Vi har i de senere år set en stigning i tilfælde af syfilis, gonorré og HPV-virus, og disse sygdomme virker pillen jo ikke imod. Det er kun kondom, der kan beskytte mod alle sygdommene på en gang," siger Helle Andersen.

 

I enkelte tilfælde, som f.eks. ved prostitution i visse afrikanske lande, mener både Jan Gerstoft og Helle Andersen dog, at der kan være mening med at tage en forebyggende pille, men ikke i Danmark.