Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

5. nyhedsbrev fra den internationale AIDS-konference i Washington

26.07.2012 | Hiv-Danmark nyheder

Af: Anders Dahl

Det er næstsidste dag på den store AIDS-konference – i morgen slutter det hele med en stor ’closing ceremony’, og alle deltagerne vender udmattede næsen hjemefter. Udmattede, fordi man har sovet for lidt, hørt for meget, gået for langt, sidder for lidt, talt for meget og Bent og Kirsten har også skullet skrive til alle os andre. Tak fordi I også havde kræfter til det. I dag lægger vi ud med Kirstens input fra dansker-middagen:

No breaking news fra dansker-middagen

Jeg ved, at alle har håbet på breaking news fra dansker-middagen, hvor vi var i alt 30 mennesker. Desværre - jeres udsendte reporter bliver ikke yngre og allerede kl. 24 sad hun i en taxa, fordi hun skulle op kl. 5 næste morgen for at nå en vigtig session: hvordan man arbejder med LGTB i de afrikanske lande, hvor der er strengt forbudt og ikke eksisterende at være MSM.

Det er meget aktuelt for AIDS-Fondet, som har fået penge til at arbejde i Malawi med MSM organisationer.

Lidt kan jeg dog berette fra dansker-middagen. Nogle af de tilstede­værende – og jeg sad absolut ved chefbordet – havde virkeligt fået ændret syn på f.eks. hiv hjemmetest, PrEP m.m..

Et meget forfriskende element var det, at de ti, der deltager fra ungegruppen, alle deltog. Dejligt, dejligt at høre, hvor inspireret de er blevet og flere spurgte om, hvad de kunne lave af aktivisme i AIDS-Fondet. I vil høre mere i morgen, da jeg har aftale om at interviewe dem senere i dag om, hvad de anser for highligts og hvad de kan bruge det til.

 I dag, torsdag d. 26. juli, er så at sige de udstødtes dag: Stofmisbrugere, transgenders, sex-workers og MSM i Afrika.

Jeg vil starte med det sidste.

Hvordan tackler man, at arbejde med den gruppe, der nok er hårdest ramt af alle i lande som f.eks. Uganda og Malawi, og hvor det er kriminelt at være bøsse?

Oplægsholderne til den tidlige morgen session, er især fra Amsher - en koalition af ca. 70 afrikanske MSM organisationer. Man skal ikke tro, at selv om det ikke er kriminelt, at det så ikke er farligt og vanskeligt at være MSM. Tit betyder religiøse og kulturelle normer langt mere end lovgivning og i en afrikansk sammenhæng er 98 % aktive i religiøse sammenhænge.

Der er også eksempler på lande, hvor det er kriminelt at være bøsse og hvor de alligevel støtter den eneste MSM organisation via deres Sundhedsministeriet. Så altså mere komplekst end som så, at vurdere hvor godt eller skidt situationen er for den enkelte ud fra lovgivningen alene.

Trossamfundene kan ikke lide at tale om menneskerettigheder, men hvis man ændrer sprogbrug til noget mere spiseligt for troende, så kan man godt nå det samme sted hen - noget der også blev understreget i en pressekonference om et projekt med at etablere dialogmøde mellem præster og hiv-smittede i Malawi - noget der er lykkedes til en vis grad, men som er noget vores egen Preben Bakbo ved meget mere om.  

Af sikkerhedsmæssige grunde kan det være en god ide at hægte sig på en større og mere magtfuld organisation, som det er sket i Namibia, hvor LGTB organisationen Outright Namibia har til huse i hiv-organisationen Positive Vibes. Omvendt skal man ikke tro, at dét at man er UNAIDS repræsentant i landet nødvendigvis beskytter én. I 2005 blev en af slagsen smidt ud af Uganda for at" promovere" homoseksualitet.

Det er en stor misforståelse i flere afrikanske lande, at det er homoseksualitet, der smitter! En god mulighed er det, hvis der er en amerikansk ambassade i det pågældende land.  Alle ambassader har fået et toolkit, hvor der er anvisninger på, hvordan de skal beskytte LGTB i de respektive lande. Det betyder, at de hjælper med emergency support, når bøsse-organisationer bliver raided og de har også small grants, som er nemme at søge for LGTB-organisationer og andre.

Obama regeringen er meget LGTB-venlig og således har jeg lidt breaking news og det er at præsident Obama havde inviteret ti LGTB-aktivister hjem til det hvide hus i går. Sunil fra Blue Diamond Society i Nepal var inviteret med, så jeg håber jeg løber ind i ham, så I kan få lidt friske nyheder fra Det Hvide Hus. [AIDS-Fondet har et projekt sammen med Blue Diamond Society].

Dagens Plenary Session om ’sex and drugs and MSM’ i Afrika

Med den tidligere præsident frue Barbara Bush talende i baggrunden på en af de mange skærme som dækker konferencen, vil jeg kort referere fra morgenens Plenary Session.

Læge Paul Semugoma mødtes jeg med i Uganda for ca. tre år siden, hvor han fortalte om hvordan han ’sneg’ MSM klienter ind til undersøgelser, når det drejede sig om noget analt - fordi de var bange for at blive chikaneret i det almindelige system. 

Nu står han på talerstolen og starter sin tale med at sige; "men who have sex with men exist everywhere. I am also one of them" og viser et billede på storskærmen af ham selv og hans kæreste. En modig mand, for han skal jo hjem igen!

Han blev engageret i arbejdet i 2003, fordi han oplevede at bøsser i Uganda ikke troede, at de kunne blive smittet af mænd, for det stod der ikke noget om nogen steder. En af hans venner der testede positiv sagde; "one of my lovers must have slept with a woman"! 

 Han nævner, at lægerne i Uganda tit vil sige, at de ikke diskriminerer for de spørger ikke om seksuel orientering, - altså hiv-forebyggelse, hvor man ikke spørger om seksuel orientering og adfærd. Paul fik stående ovationer og det fortjente han.

Cheryl Overs fra Australien, som er tidligere sex-worker og har etableret netværk for sex-workers, er en fræk og forfriskende taler, og det selvom hun har været med i kampen mod AIDS i samtlige 30 år for sex-workers.  Her er et par smagsprøver: “Clients of sex-workers are not hard to meet but hard to reach. To begin with … there is a lot of them in this room”.  “Save sex-workers from their saviours [redningsmænd]”. “Stop theorizing about us – include and employ us”. Ja, og så er hun bekymret over “how the new HIV pill will liberate the clients from rubber” [Truvada, der netop er blevet frigivet i USA som PrEP].

ART: Controversy and challenge: When to start? What to start?

I den medicinske verden tror man ikke på noget, før der er gennemført ’randomiserede kontrollerede forsøg’. Vi havde alle længe vidst, at hiv-smittede i behandling med umålelig virusmængde stort set ikke er smitsomme – og vi har i hvert fald vidst det siden den såkaldte schweizer-erklæring fra januar 2008.

Men det var først, da det første randomiserede kontrollerede forsøg om effekten af god behandling blev publiceret i maj 2011, at der skete noget. Samme dag, 12. maj 2011, som resultaterne fra forsøget blev offentliggjort, udsendte UNAIDS en pressemeddelelse, hvori de skrev; “This breakthrough is a serious game changer and will drive the prevention revolution forward. It makes HIV treatment a new priority prevention option. Now we need to make sure that couples have the option to choose Treatment for Prevention and have access to it.”

Og UNAIDS lovede, at WHO ville udsende nye retningslinjer om behandling allerede i juli 2011. De lod dog vente på sig og kom først i april 2012. Disse seneste retningslinjer kan downloades fra: www.tinyurl.dk/33307.

Men diskussionen om, hvornår man skal starte behandling, fortsætter. Kirsten skriver fra Washington:

Der rejser sig en masse spørgsmål, nu hvor ARV ikke bare er behandling, men også forebyggelse af hiv-smitte. En oplægsholder fra USA, P. Sax konkluderede ved at sige: "When to start? When we can". Og nogle kan jo mere end andre, så John Idoko fra Nigeria var mere tilbøjelig til at mene, at WHO skulle lave to sæt guidelines: én for fattige lande (eller som det politisk korrekt hedder; ressource limited countries) og én for os rige. Hans begrundelse for dette var, at i rigtig mange fattige lande får man ikke eller kun sjældent målt viral load (virus mængden).

En anden problematik er, at man har én ’start-pakke’ med ARV og så én mere, hvis den første svigter (fx pga. resistensudvikling eller stærke bivirkninger) og så er der så at sige ikke flere "skud i bøssen".

En oplægsholder fra Thailand gjorde derfor opmærksom på vigtigheden af først at starte behandling, når folk virkelig var klar til en life long commitment. I den forbindelse blev der dog gjort opmærksom på at adherence - dét at tage pillerne som man skal hver dag - var bedre i afrikanske lande end i vesten.

Man skulle også huske, at selv om man kommer sent i behandling er resultatet alligevel godt – de fleste folk overlever og lever. Den brasilianske oplægsholder gjorde dog opmærksom på, at tidlig start også kan begrundes i, at man er ko-inficeret med hepatitis B og/eller C eller pga. graviditet.

Ordstyreren konkluderede, at vi ved hvornår det er for sent at starte, men ikke hvornår det er for tidligt. Så ved vi det!

 

Stigma og diskrimination – gør vi noget ved det eller taler vi bare om det?

Stigmatisering af hiv-smittede har siden midten af 1980’erne været beskrevet som en af de største forhindringer i forebyggelsen af hiv – den forhindrer hiv-smittede i at være åbne om deres hiv-status, den forhindrer folk i at blive testet, den har gjort at hiv-smittede er blevet diskrimineret og endelig gjort det til en psykisk belastning at være hiv-smittet. Allerede i 1987 sagde Jonathan Mann, at man burde se på aids-epidemien som tre adskilte, men dog sammenhængende epidemier; den første er den usynlige epidemi af selv hiv-virus, den anden er den synlige epidemi, når folk bliver syge af aids og den tredje er epidemien af stigma og diskrimination.

Og ingen glemmer at nævne stigma og diskrimination i de flotte skål-taler – men bliver der gjort noget ved det? Det skriver Kirsten om:

Alle er enige om at hiv-relateret stigma og diskrimination skal bekæmpes, fordi det forhindrer folk i at blive hiv-testet og i at modtage øvrige tilbud om behandling og støtte.

Susan Timberlake, jurist fra UNAIDS, lagde ikke fingrene imellem, da hun i en workshop  evaluerede, hvor meget vi reelt gjorde ved det.

Hun fortalte, at 89 % af alle ansøgninger indeholder komponenter om stigma og diskrimination, men næsten ingen ansøgninger har specifikke budget-linjer der vedrører stigma eller diskrimination og hun mente, at det er et tegn på, at al den snak om stigma og diskrimination mere er buzz words end handling. Og hvad værre er - tendensen er snarere at man laver lovgivning, der kriminaliserer hiv-smittede.

Hun fortalte videre, at der er virkelig mange lobby-penge, der bliver brugt for at beholde kriminaliseringen. Hun nævner også problemer med lovgivning imod diskrimination, fordi – som med racisme – selvom det er forbudt, så eksisterer det stadig.

Og så sagde hun noget, som jeg er meget enig med hende i; at dét at folk stigmatiserer hiv-smittede nok har mindre med uvidenhed at gøre end - og jeg bliver nødt til at skrive det på engelsk (som hun sagde det): "Stigma is societies way of expressing disapproval of immoral behavior and it’s consequences".

Og så sagde hun, at vi må bevæge os fra kun at måle stigma til at reducere stigma.

Og her kommer human rights ind - for man må kende sine rettigheder, for at kunne gøre krav på dem. Der blev her omtalt en lidt sjov måde at bekæmpe stigma blandt hospitalspersonale på. Nogle indiske sexarbejdere havde lavet deres egen ’The Rose Campaign’, hvor de medbragte en rose til den læge eller sygeplejerske, som ikke diskriminerede dem. Det havde medført snakke på hospitalet om, hvorfor mon lige dén person fik en rose.

Så lad os få købt nogle roser og komme i gang!

Kriminalisering af hiv-smittede

AIDS-Fondet skriver på deres Facebook at, en ekspertkommission på AIDS-konferencen har fremhævet Danmark, som et land, der med suspenderingen af hiv-straffebestemmelsen, er på på rette vej.

Spørgsmålet om kriminalisering blev diskuteret på et symposium (The Global Commission on HIV and the Law: A Movement for HIV Law Reform’) i tirsdags og der står om symposiet:

Se videoen fra denne interessante diskussion her (den varer 1 time 30 minutter):

http://www.tinyurl.dk/34348