Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

6. nyhedsbrev fra den internationale AIDS-konference i Washington

28.07.2012 |

Af: Anders Dahl

I dag er der ’closing ceremony’ på AIDS-konferencen i Washington – så måske er dette det sidste nyhedsbrev. Jeg vil dog intet love – løber der indlæg ind senere i dag, så får I endnu et nyhedsbrev i morgen. Bill Clinton skal tale til ’closing ceremony’ og da han er en lige så god taler som sin hustru, så se ham eventuelt på dette link kl. 21.15 i aften (direkte) eller se videoen senere på samme link:   globalhealth.kff.org/AIDS2012/July-27/Closing-Session.aspx   Bent havde i går sendt et indlæg om sexarbejde, som må være forsvundet i cyberspace. I hvert fald dukkede det ikke op her. Men nu er det blevet gensendt og bringes her … med én dags forsinkelse:

Er sexarbejde arbejde?

 I mange internationale dokumenter, anbefalinger og deklarationer om hiv-aids tales der tit om ’særlig udsatte eller sårbare grupper’ – indimellem også om ’risikogrupper’. Sprogbrugen er ofte resultatet af et kompromis blandt dem, som skal blive enige om ordlyden. Vi andre ved godt, at de mener: Mænd der har ses med mænd (MSM), stofbrugere og sexarbejdere.

 I dag satte konference bl.a. sexarbejde på dagsorden. En af sexarbejderne, Naomi, som blev stillet spørgsmålet, om hendes arbejde er arbejde, svarede flot, at det var en fornærmelse at stille et sådant spørgsmål til hende. ’Hvorfor skal jeg igen og igen forsvarer og forklare, at mit arbejde naturligvis er et arbejde på linje med ethvert andet job. Det er ikke arbejdet som sexarbejder, der er problemet, det er sexarbejdernes dårlige arbejdsforhold og vilkår, og at over 100 lande kriminaliserer sexarbejde’, påpegede Naomi.

 Helt i modstrid med de faktiske forhold blandes handlede mennesker til sex ofte sammen med sexarbejde. Intet kan være mere forkert. At handle med mennesker til prostitution er en forbrydelse, som skal bekæmpes og straffes. Men det har intet med sexarbejde at gøre!

 FNs organisation for arbejdsmarkedet ILO har vedtaget en anbefaling nr. 200, hvori det fastslås, at sexarbejde er arbejde og derfor skal omfattes af alle arbejdsmarkedets regler om løn, pension, skat, ordentlige arbejdsvilkår, mulighed for organisering i fagforeninger mv.

 I Cambodia har de eksisterende fagforeninger inviteret sexarbejderne indenfor. Et flot initiativ og en model til efterfølgelse.

 ILO og andre internationale institutioner har opfordret alle medlemslandene til at lovliggøre sexarbejde. Udveksling af seksuelle ydelser mellem enige voksne skal ikke være kriminelt.

 Desværre viser USA igen sin dobbeltmoral: På den ene side giver USA millioner af dollars til bekæmpelse af hiv verden over, samtidig med at USA fremmer kriminalisering af sexarbejde og dermed forhindrer sexarbejderes adgang til test, behandling og rådgivning.

 Kirsten omtalte i går det forfriskende element som de unge fra Ungegruppen er. Til dagens nyhedsbrev har interviewet en håndfuld af dem:

 Ungegruppen

 Ungegruppen – et projekt for unge hiv-smittede, som ledes af Tinne Laursen og Lotte Rodkjær fra Skejby Sygehus – har 10 unge med på konferencen. De har en bod i Global Village, hvor de på den måde kommer i kontakt med andre unge. Jeg interviewede fem af dem for at høre, hvad de synes har været vigtigst ved at være med til konference og om det har ændret noget på deres planer, når de kommer hjem igen.

 En af de unge mænd fra Ungegruppen fortæller, at han har kendt til sin hiv-status i otte år. Han fortæller, hvad der har gjort mest indtryk på ham på konferencen:

”Det er et af mit livs største oplevelser. Vi er i denne her landsby, hvor vi er som én stor familie, fordi vi alle er i samme båd. I princippet burde vi ikke have noget til fælles, for folk kommer fra hele verden, men alligevel har vi rigtigt meget til fælles. Vi får tingene sat i perspektiv på denne konference. Som vi siger i ungegruppen: ’PIV PIV, jeg har hiv’! Jeg syntes det er mindre synd for mig nu. F.eks. hørte jeg fra et afrikansk land med mange smittede, at for at blive optaget på Universitet bliver man testet i et stort lokale, og hvis man er hiv-positiv bliver det sat op ude i lokalet og så kan man ikke blive optaget. Man kan heller ikke blive gift i kirken. Jeg kommer faktisk til at skamme mig lidt over mine tanker om stigma.”

Hjemme igen - hvad så?

Jeg er ret sikker på, at jeg har taget et ret stort skridt på vejen til at fortælle mine nærmeste venner, at jeg er HIV-smittet. Lige nu er det kun min mor og min kæreste, der ved det. Jeg vil svare ærligt fremover, hvis folk spørger om jeg er hiv-smittet.

En anden ung mand fra gruppen beretter:

”En workshop med andre unge om, hvordan det er at leve med sygdommen var det der gjorde mest indtryk. Det har gjort, at jeg er klar til at være ærlig om hiv. Det er vigtigt at få energi fra andre, der også er hiv-positive. Jeg er en ’hjælper’ og vil gerne gøre andre glade. Jeg vil være stolt af at have sygdommen, og jeg er glad og det vil inspirere andre. Jeg føler mig 100 % klar. Selvom vi er forskellige, har vi ens tanker og følelser. Jeg kan blive, hvad jeg har lyst til. Det har jeg mod til nu. Jeg er overbevist om, at man kan hvad man vil. Jeg er klar over, at det er helt normalt, at jeg har haft de tanker, jeg har haft. Andre har haft de samme.”

En ung pige, som er smittet fra fødslen, men først har vidst det siden hun var 12 år, beretter:

”Det største har været at møde så mange der kæmper for samme sag. Alle erhverv er her. Global Village er vigtig for her møder man folk på en anden måde og kommer i kontakt med folk. Fedt at få så mange informationer. Det har gjort mig stærkere. Jeg har fundet ud af, at der ikke er noget forkert måde at tackle det på rent mentalt. Det kan jeg give videre til andre i Ungegruppen. Jeg har også lært meget om, hvordan man kommer i kontakt med folk ved at se på de andre boder.”

En ung mand, der kun har haft viden om sin hiv-status i to år fortæller:

”Det er vildt så stort det er og vildt, at der er så mange lande, hvor man stadig kæmper for at få medicinen. Det skræmmer mig, samtidigt med at det gør mig glad for at bo i Danmark. Det har været fedt at møde masser af folk i HIV-Loungen [hvor der kun er adgang for hiv-smittede] og høre, hvordan de har det i deres lande. Folk er meget åbne. Det er også dejligt, at vi er en hel gruppe fra Danmark, og at vi er glade på trods af hiv. Jeg vil gerne kæmpe for at andre også får hjælp.”

En ung mand, der blev testet positiv i 2003 siger:

”Det har været fedt at stå i en bod og repræsentere Ungegruppen. Mange er vildt interesserede i det arbejde vi laver. Alle dem der er i gruppen elsker jeg at være sammen med. Først nu kan jeg se, at det er et virkeligt godt arbejde vi gør. Har næsten ikke haft tid til andet.”

Danske præsentationer

Der var ikke så mange danskere, der præsenterede noget på konferencen. Ungegruppen var dog meget synlige med deres stand i Global Village.

Henriette Laursen, AIDS-Fondets direktør, havde en poster om kriminalisering i onsdags.

Tina Bruun fra CHIP (og frivillig på AIDS-Linien) fortalte i går torsdag om Partnerstudiet i Global Village (et studie der undersøger ARV’s evne til at forhindre smitte hos diskordante par i Europa).

Jens Lundgreen, leder af CHIP, præsenterede også i går (torsdag) et studie fra Europa om late-testers, der viser at ca. halvdelen af alle, der tester positive, tester for sent i forhold til behandlingsstart (dvs. at de straks bliver sat i behandling og ville have været sat i behandling før, hvis de havde vidst at de var hiv-positive).

[Og her vil en anden godt tilføje, at han kender fantastisk spændende og gode danske abstracts, der ikke er blevet antaget – fx Susan Cowan og Jakob Haffs. Det burde have været antaget! Spørg dem selv – de vil sikkert gerne fortælle, hvad det handler om.]

Tuberkulose

 I dag (fredag) er dagen, hvor fokus er på andre sundhedsproblemer, der kommer i kølvandet på hiv, fx tuberkulose.

Som alt for ofte på denne konference kan man konstatere at også her er det Afrika Syd for Sahara der må bære den store byrde - 82 % af alle TB-tilfælde i relation til hiv finder man her.

ARV kan reducere risikoen for at udvikling af TB med 65 %. I de fleste afrikanske lande starter man sent med ARV, f.eks. ved et CD4-tal på 100 til 150, og så er det for sent at forebygge. Der findes forebyggelse - nemlig Isoniazid Prevention Therapy – og der findes nye og smarte måder at diagnosticere på, så man kan finde flere, for der sker fortsat mange dødsfald pga. udiagnosticeret TB.

Alle disse ting opfordrer oplægsholderen Anthony Harries (Frankrig) til, at vi kommer i gang med. Han nævner også det uhensigtsmæssige i at placere TB-behandling langt fra hiv-klinikker - det gør, at kun 46 % af dem, der skal i behandling, når frem. Derfor skal TB og hiv-klinikkerne placeres samme sted. En anden ting der ville hjælpe er at udbrede hjemmetest for HIV. De har vist sig meget populære i Blantyre, Malawi, og vil også kunne betyde, at folk kommer til ARV-behandling tidligere, og derfor også har større sandsynlighed for ikke at udvikle TB.