Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

7. og sidste nyhedsbrev fra den internationale AIDS-konference i Washington

29.07.2012 | Hiv-Danmark nyheder

Af: Anders Dahl

Tid til opsamling. Den store AIDS-konference i Washington sluttede i fredags og Bent har resumeret nogle af de centrale erfaringer som konferencen gav os.

Good luck and God bless you all!

 Sådan sluttede Bill Clinton sin tale på den 2½ time lange ‘Closing Ceremony’. ’Clintons tale var god’, som Kirsten skriver hjem – men den måler sig altså ikke med hans hustrus tidligere på ugen! Hans tale kan ses på nedenstående link og starter 1 time og 32 minutter inde og varer 37 minutter.

 globalhealth.kff.org/AIDS2012/July-27/Closing-Session.aspx

 Også Anna Zakowicz fra GNP+ (Global Network of People living with HIV), som nogle af jer måske kender (hun bor pt. i Danmark) holdt en stærk tale til afslutningsceremonien. Hun sagde bl.a., henvendt til medicinalfirmaerne: ’Why are you restricting the production of generic medication? Why are you wining and dining medical doctors at this conference while people are dying of AIDS in the streets of Harare and Islamabad?’ – og høstede stort bifald. Hendes tale kan ses på samme video, hvor Bill Clinton optræder (starter 33 minutter inde og varer 15 minutter).

 Og her følger så Bents opsamling:

 Vaccine

Selv på vaccineområdet blev der udtrykt, om end behersket så dog, optimisme for første gang i mange år. Ifølge en af verdens førende vaccineforskere, Barton Haynes, skyldes det, at man nu har fået indkredset problemområderne for at udvikle en vaccine og derfor ved, hvilke strategier den kommende forskning skal følge.

 Microbicider og PrEP

Microbicider og PrEP er henholdsvis en forebyggende gel (eller ring) og en medicinsk forebyggende behandling for at beskytte mod hiv-smitte. De to forebyggelsesmetoder er to sider af samme sag. De anvendes begge forud for eventuel udsættelse af hiv-smitte. Gelen indføres i skeden eller i endetarmen (eller måske begge steder, afhængig af hvilken sex man har). PrEP tages i form af piller f.eks. Truvada, som netop er blevet godkendt til formålet i USA.

 Ingen af de to forebyggelsesstrategier giver 100 % beskyttelse … langtfra, men de hidtidige forskningsresultater er lovende, og de næste skridt i forskningen er iværksat.

 Hiv-aktivisme

I modsætning til konferencerne, som blev afholdt for 10-15 år siden, var det svært at få øje på protesterne og demo’erne på denne konference – og dog, nogle var der:

 The banks took our money; we’ll take it back,

Add AIDS now to the Robin Hood Tax!

 Sådan gjaldede det pludselig fra en megafon på balkonen i pressecentret, mens et banner blev kastet ud over kanten af balkonen. Igen og igen lød rådet. Alle de hårdtarbejdende journalister så spørgende på hinanden og forstod ikke noget bortset måske fra den første linje.

 Jeg var lige ved at rejse mig og råbe med, da jeg kom til at huske på, hvordan min egen bank – Jyske Bank - i kriseåret 2008 formøblede adskillige 100.000 kr. af min pensionsopsparing. Men jeg beherskede mig, og undersøgte i stedet, hvad Robin Hood Tax er for en størrelse. Det er såmænd den skat, som igen og igen er blevet foreslået skal lægges på finansielle handler – ak ja. Nu gav det mening.

Desuden holdt en lille protestgruppe mod mandlig omskæring trofast stand udenfor konferencecentrets hovedindgang hele ugen.

 På deres bannere havde de skrevet:

 Kondomer forebygger hiv, ikke omskæring.

Omskæring er tortur.

Omskæring er amputation.

Omskæring nedsætter følsomheden.

Bye Bye Washington – G’day Melbourne in 2014

 

De der er interesseret i lidt opsamling på ’jagten på en kur’, kan med fordel læse vedhæftede pressemeddelelse fra i torsdags, der kort og præcist opsummerer status i forsøget på at finde en kur.

Kirstens sidste indlæg er fra en workshop om Stigma og diskrimination. Det Stigma-index som hun omtaler, kan findes på www.stigmaindex.org. Kirsten skriver:

Stigma

Georgina Caswell, program officer i GNP+ (Global Network of People living with HIV), fortalte om Stigma-index, som er et redskab, som folk fra hiv-organisationerne selv kan bruge til at måle stigma blandt deres hiv-smittede medlemmer med.

Der er et standardiseret spørgeskema på mere end 100 spørgsmål, der anvendes til at belyse forskellige aspekter af folks reaktion i forhold til stigma. Det er folk med hiv, der udfører interviewene.

Hun kom med eksempel på forskellige resultater og jeg har her taget uddrag med fra Nepal (som AIDS-Fondet har et partner-projekt i), Zambia (lidt som Kenya, hvor AIDS-Fondet har et sexworker projekt) og Ukraine (hvor AIDS-Fondet også støtter et gadebørnsprojekt).

 

Nepal

848 interview

Zambia

854 interview

Ukraine

1.500 interview

Følte sig ekskluderet fra familie

7,4 %

27,4 %

7 %

Fysiske overfald

 

3,4 %

35,7 %

15 %

Blevet nægtet behandling

7,3 %

8,4 %

20 %

(*)

Mistet arbejde pga. hiv

11,7 %

39,3 % (**)

5 %

Selvmordstanker

 

15,1 %

12,1 %

8 %

(*) pga. mange migranter

(**) nogle var så syge, at de ikke længere kunne arbejde

AIDS-Fondet har været involveret i gennemførsel af Stigma-index’ets interview blandt sexworkers i Nairobi (Kenya), og det er interessant at se, hvor forskellige landene trods alt er. Lige nu har 36 lande gennemført Stigma-index interview, men jo flere lande der kommer med, des mere vil man kunne bruge index’et til også at se, hvor man skal gøre en indsats.

Hiv-Danmarks Levekårsundersøgelse (www.levekaar.dk) har på mange måder kunnet gøre det samme, men med index’et er det interessant, at hiv-smittede selv er med i gennemførslen af interviewene og at man kan sammenligne omfanget af stigma og diskriminering direkte imellem forskellige lande.

Under en overskrift om ’stigma og diskrimination’ var der en meget veltalende jamaicansk MSM og jurist, Maurice Tominson, som gav et overblik over, hvor galt det står til med kriminaliseringen af hiv-smittede – og man bliver ikke særlig stolt, når man ser Danmark poppe op på storskærmen som et land, der så at sige har været i frontline med kriminaliseringen. 

USA har dog ’førertrøjen’ på med hele 345 retssager, heriblandt en dom fra 2008, hvor en mentalt retarderet mand – der havde spyttet på en politibetjent – blev dømt til 35 års fængsel. Der var i det hele taget en del sager, der handlede om at spytte og det kunne man jo til dels forstå, hvis det havde været de tidlige 80’ere, men efter årtusind-skiftet ……! Holland blev fremhævet som det gode eksempel, her har man ophævet loven pga. evidensen om (den ringe) smitsomhed. I Holland kan man nu kun dømmes, hvis man bevidst har villet smitte nogen.

En hiv-smittet kvinde fra Canada, Shari Margolese, som var meget klart i mælet, holdt oplæg om reproduktive justice . Hendes nu 20-årige søn var født med hiv. Hun var meget træt af, at man kaldte det mother-to-child-transmission og ikke vertical transmission, fordi det første kom til at lyde som om, man havde gjort det for at smitte sit barn.

Lige nu fører hiv-smittede kvinder fra Namibia sag mod regeringen, fordi de som hiv-smittede kvinder var blevet tvunget til aborter og tvangssterilisering. Det falder dom 31.juli 2012. Vi må håbe, at det lykkedes at få kompensation.

Afslutningsvis kan vi, til den meget interesserede læser, oplyse, at der på konferencens hjemmeside er udførlige referater af alle workshop og sessioner, de såkaldte Rapporteurs Reports  – de kan findes via dette link:

www.aids2012.org/default.aspx