Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

AIDS-Fondet hjælper bøsser i udviklingslande

26.02.2008 | Aids-Fondets nyheder

Af: Thomas Kristensen

Danmark bør stille krav til de lande, som vi giver udviklingsbistand, om at droppe forbud og diskrimination af bøsser.

Danmark bør kæmpe for bedre forhold for bøsser i udviklingslandene. Det mener AIDS-Fondet, der er bekymret over de elendige forhold, som bøsser i mange udviklingslande lever under.

Sex mellem mænd er forbudt i 85 lav- og mellemindkomstlande, herunder 29 afrikanske lande. Ofte bliver bøsser forfulgt, og de må leve skjult. Og mens hiv er udbredt i mange af landene, rammer sygdommen især mænd, der har sex med mænd.

”Vi ved, at epidemien eksploderer, når man undertrykker de mest sårbare grupper. Og vi ved, at bøsser er særligt udsat,” siger AIDS-Fondets direktør, Henriette Laursen. Hun opfordrer Danida til at rette en særlig indsats mod de lande, som Danmark giver udviklingsbistand til.

”Hele 12 ud af de 16 lande, som Danmark yder bistand til, forbyder sex mellem mænd, så det lægger et ekstra ansvar på den danske regering,” siger Henriette Laursen. Ifølge AIDS-Fondet bør regeringen følge Hollands eksempel og lægge pres på de lande, som vi giver udviklingsbistand til.

”Vi har taget det op med udviklingsminister Ulla Tørnæs, som har svaret os, at dette er et større problem i Asien end i Afrika. Men hvor ved hun det fra? Næsten alle afrikanske regeringer ignorerer problemet og fører ikke statistik over, hvor udbredt hiv er blandt mænd, der har sex med mænd.”

 

Bøsser hårdt ramt

De undersøgelser, som trods alt findes, viser, at der i visse udviklingslande sker en voldsom stigning i hiv-tilfælde blandt mænd, der har sex med mænd. Og i Kenya regner man med, at 38 procent af bøsserne er hiv-smittede mod seks procent i resten af befolkningen. I Senegal er tallene 22 procent blandt bøsserne og knap en procent i resten af befolkningen.

Fra den amerikanske organisation amfAR bakker Kevin Frost op om AIDS-Fondet. Den 30. januar var han i Danmark for blandt andet at møde Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder.

”I må sige til de 12 lande, som Danida støtter, at det her betyder noget for jer. Lige nu er det kun Holland, som viser lederskab på det her område. Det betyder noget, hvad Danmark mener. Danmarks vægt i det internationale samfund er større, end I selv går og tror,” sagde Kevin Frost til de danske politikere.

Han og amfAR giver økonomisk støtte til en lang række græsrodsorganisationer i Afrika, men det er ikke uden problemer.

”Det kan være meget farligt at tage emnet op i mange afrikanske lande som for eksempel Senegal, Uganda og Zimbabwe, hvor homofobien er meget udbredt. Nogle af de organisationer, som vi giver penge til, mødes i al hemmelighed for at planlægge deres arbejde med at distribuere informationsmateriale, kondomer og glidecreme til mænd, der har sex med mænd,” fortalte Kevin Frost.

 

Danmark er passiv

I Danidas strategiplan hedder det ganske vist, at Danmark vil støtte programmer rettet mod mænd, der har sex med mænd. Men i praksis støtter dansk udviklingsbistand ingen hiv-forebyggende projekter målrettet denne gruppe, og der lægges ikke pres på modtagerlandene for at ophæve kriminaliseringen af homoseksualitet.

18 ud af de 36 lande, som modtager hollandsk udviklingsbistand, forbyder sex mellem mænd. Men i 2007 bad den hollandske udviklingsminister de hollandske ambassader om at presse på for afkriminalisering og antidiskrimination af homoseksualitet.