Vestergade 18E, 3., 1456 København K, T +45 33 32 58 68, E-mail

FORSIDE

Nyhedsvisning

Unge hiv-smittedes stemme

08.08.2008 | Hiv-Danmark nyheder

Af: Bent Hansen, Hiv-Danmark, Mexico City

I løbet af ugen er der blevet fortalt mange personlige historier om livet med hiv. Størst indtryk gjorde Keren Dunaway - en 12-årig hiv-smittet pige fra Honduras, da hun på vegne af hiv-smittede børn og unge talte til alle konferencedeltagerne.

 

Keren har været hiv-smittet fra fødslen, og begge hendes forældre har hiv. Da hun var lille, forstod hun ikke rigtig, hvad hiv var, men efterhånden som hun er blevet ældre, er hun blevet klar over, at hiv er en vanskelig infektion at leve med. I skolen blev hun holdt ude fra fællesskabet, og hun mærkede tydeligt, hvordan omgivelserne lagde afstand til hende og hendes familie. Kerens ønske er, at folk vil opfatte hende som mere end en pige med hiv, men som en normal pige, der går i skole og er fuld af drømme. Hun vil være sangerinde og arbejder hårdt på, at hendes drøm skal gå i opfyldelse.

- Denne konference er en god lejlighed for hiv-smittede børn og unge til at skabe opmærksomhed og fortælle verden, at vi er her, og vi vil have et liv og en fremtid. Vi siger 'nej' til diskrimination, og beder om jeres opbakning og støtte. I skal ikke betragte os som små hiv-smittede voksne, for vi er stadig drenge og piger med vores egne interesser.

- Mit råd til hiv-smittede børn og unge er, at de aldrig må opgive håbet, men gøre deres yderste for at nå deres mål, sluttede Keren, mens de fleste konferencedeltagere havde svært ved at holde tårerne tilbage.