Rådgivning
Et liv med hiv kan byde på mange udfordringer. Når man lige har fået diagnosen hiv, eller når man efter et par år som hiv-smittet oplever ændringer i ens livssituation.
Hiv-Danmark tilbyder individuel rådgivning til alle hiv-smittede og pårørende. Kontakt rådgivning for Sjælland og Øerne eller Fyn og Jylland. Rådgivning er gratis, uanset hvor den finder sted.
Vi tilbyder samtaler og rådgivning om de psykiske eller sociale behov og problemer, der er i tilknytning til hiv. Vi arrangerer desuden møder og grupper mellem rådsøgende efter behov. Rådgivningerne i Hiv-Danmark deltager også ved forskellige informationsmøder for hiv-smittede og pårørende rundt om i landet.
Alle samtaler er personlige, og ingen informationer fra brugerne videregives, med mindre det er aftalt.
Hiv-Danmarks rådningstilbud er beskrevet i en rapport ’Livet er her og nu’ udarbejdet af rådgiverne Karin Westh og Anders Røge. Rapporten kan rekvireres ved henvendelse til rådgivningen.
Juridisk eller anden rådgivning
Hiv-Danmarks eget rådgivningstilbud er psykosocialt. Vi har derfor god kontakt med advokater og andre fagpersoner, hvis du henvender dig til os i en anden sammenhæng, f.eks. om en juridisk problemstilling, opholdstilladelse, kropsterapi eller andre områder, som ikke ligger inden for det psykosociale, men som er relateret til en hiv-problematik. Tøv derfor ikke med at kontakte os, måske kender vi lige den, som du vil have gavn af at tale med!
Temaaftner
Rådgivningerne arrangerer løbende forskellige temaaftner, f.eks. med fokus på børn, dating eller arbejdsliv.
Hold øje med kalenderen i rådgivningerne her på hjemmesiden og i medlemsbladet eller kontakt de enkelte rådgivninger for at høre, om der er et tilbud, som passer til dig.
Terapeutiske grupper
Rådgivninger udbyder gennem året forskellige tilbud om at deltage i grupper om forskellige tematikker, f.eks. om alkohol, seksualitet, livsmod eller grupper for unge, bøsser eller for kvinder. For at deltage i grupperne skal man til en forsamtale med en rådgiver. De enkelte grupper annonceres med jævne mellemrum i vores medlemsblad, men du kan altid kontakte de enkelte rådgivninger for at høre nærmere.



